Advokatforbehold
Et advokatforbehold er en vigtig – men IKKE automatisk – del af en købsaftale. Som køber skal du derfor selv sørge for, at advokatforbeholdet bliver indføjet i købsaftalen, hvis det ikke allerede fremgår af købsaftalens pkt. 11, der typisk vil bestå af følgende formulering:
”Købers underskrift på nærværende købsaftale er betinget af, at købers rådgiver kan godkende købsaftalen i dens helhed”.
Advokatforbeholdet er din sikkerhed for, at du kan træde tilbage fra handlen, hvis ikke den kan godkendes af din advokat. Et advokatforbehold er meget praktisk relevant specielt i det nuværende boligmarked, hvor der er mange købere. Med et advokatforbehold i købsaftalen kan du skrive under, selvom alle handlens forhold endnu ikke er på plads.
Fortrydelsesret
Selvom der ikke er indføjet et advokatforbehold i købsaftalen, har du som køber selvfølgelig fortsat din lovbestemte fortrydelsesret. I modsætning til, hvad der gælder, når man gør et advokatforbehold gældende, så skal du som køber betale 1% af købesummen i godtgørelse til sælger, hvis du gør brug af din fortrydelsesret.
Det er ikke gratis at fortryde en hushandel, medmindre du har taget et advokatforbehold.